I dag var vi tidlig vågne, så klokken var omkring middag hjemme i dk, da jeg snakkede med mine forældre over Skype, så kunne jeg lige vise hotelværelset og solopgangen via webcam. Det var nemlig rigtig godt vejr igen i dag.

Første stop på turen idag var Brooklyn. Vi tog Subwayen derover, og gik ned mod vandet langs med og under Brooklyn Brigde. De er ved at restaurere hele havneområdet, med nye områder med parker osv. Nede fra havnenfronten er der en fantastisk udsigt både til Brooklyn Brigde, men også over New Yorks downtown skyline.

Brooklyn Brigde som den ca. ser ud på vores store billede, der hænger hjemme i stuen.

Vi havde læst, at det skulle være bedst at gå fra Brooklyn over broen mod Manhattan, så man hele tiden kunne se byen, det var da også en rigtig flot tur, men som alt andet i New York, oplever man det sammen med mange andre mennesker.

Uptown New York med Empire State Building som skilder sig ud.

Efter at have gået over Brooklyn Brigde, gik vi ned i Financial District, hvor vi forsøgte at få billetter til Mama Mia musicalen, men det var ingen billetter til onsdag, så vi prøver igen i morgen. Derefter var vi inde i Century 21, som er en stor outlet butik nær Ground Zero, her blev det også til lidt indkøb, men vi nåede ikke at se det hele, inden vi blev sultne (så vi vender tilbage i morgen). Vi havde set en sushi restaurant ( Oka Sushi ), og det var lige hvad vi trængte til. Det var bare rigtig godt, og de var bestemt ikke fedtede med fisken.

Efter vi havde spist, var vi henne og kigge ved Ground Zero. De er allerede i gang med at bygge det nye tårn, så det var lidt svært at se noget, men vi kunne sagtens fornemme at der var et stort gabende hul, især her hvor højhusene ellers ligger meget tæt. Vi gik ned hvor museet for World Trade Center og 11 september ligger, og lige ved siden af ligger en brandstation. Her var sat mindestavler op for alle de faldne brandmænd og poltifolk der døde 11 september, lidt tankevækkende at være der.

Efter Ground Zero var vi henne og kigge lidt mere på Financial District og på New York Stock Exchance (børsen), som var godt bevogtet af politifolk. Herefter tog vi i China Town.

Vi tog subway to stop fra Financial District, og så er man pludselig i en helt anden verden. I China Town vrimler det med kinesere og de fleste skilte står på kinesisk, og ænderne hænger til afdrypning i vinduerne.

Vi havde snakket om at vil ville spise til aften i China Town, men efter at have været rundt og kigge lidt, og inde i en fiskehandel mistede vi lidt appetiten (Måske også fordi vi havde spist godt med sushi), da vi så hvad de solgte der. Der var bl.a krokodille og skildpaddefødder, der var skåret af og klar. Derudeover var der levende skildpadder, sådan nogle som vi bruger til kæledyr i dk, men det værste var dog en stor kasse med store levende og meget ulækre skruptudser. Velkommen til virkeligheden i China Town.