I dag er det NFL dag og monday Night game, men kampen starter først kl. 20.30. Inden vi tog ud til kampen kunne vi lige nå at kigge lidt mere på byen. Da vejret var rigtig fint, besluttede vi os for at tage til sydspidsen af Manhattan, og tage den gratis færge til Staten Island (sammen med en frygtelig masse andre mennesker). Færgen tager en halv time hver vej. Vi var heldige at komme på et godt tidspunkt, hvor vi ikke skulle vente ret længe på næste færge.

Fra færgen er der en fantastisk udsigt ind over New York’s skyline.

På færgen er der mulighed for at komme udenfor, så man kan tage nogle rigtig fine billeder. Tror vi har haft omkring 20 grader, det var i hvertfald ikke noget problem ikke at have jakke på, selvom vi sejlede. Forresten kom der også lige et stort Maersk containerskib og gik i havn.

Færgen sejler også lige forbi Frihedsgudinden, så hende fik vi også hilst på.

Efter vi var stået af færgen gik vi en tur i Battery Park, som ligger på det sydlige Manhattan. Her var der bl.a. et mindesmærke (var det blevet til) fra angrebet 11 september. Det var en stor skulptur, som havde stået ved World Trade Center, og som skulle symbolisere fred. Den står nu i Battery Park, lidt deform og med masser af huller i, efter at den “overlevede” 11 september. Lidt tankevækkende.

Så gik turen til Times Square, hold da fast det er fasinerende, og ikke mindst Rasmus synes godt om alle de kæmpe storskærme som de havde pakket mange af bygningerne ind i, og så var vi også lige inde i en 2 etagers M&M butik. Vi var ind og spiste på RedLobster, det er nu altid godt, og denne gang fik Rasmus prøvet at få grillet hummer.

Efter vi havde spist, tog vi tilbage til hotellet, lige og slappe af en halv time, inden turen gik til New Jersey og New Meadowlands Stadium.

New Meadowlands Stadium er helt nybygget til denne sæson, med plads til 80.000 mennesker. Lidt imponerende hvor let det hele var i forhold til antallet af mennesker. Det var meget fredeligt, og vi havde på fornemmelse, at folk var kommet for at se football, ikke være sure på hinanden.
Inden kampstart var vi rundt og kigge lidt, og vi fik da også købt en kasket hver, så vi var klar til at heppe med. Kasketten viste sig senere at blive ret praktisk af en anden årsag. Kampen blev nemlig forsinket pga. lyn og tordenvejr. Vi havde lige fundet vores pladser, og sat os til rette, da der blev kaldt over højtalerne, at alle skulle gå ud i gangene, hvor det var mere sikkert at opholde sig. Så gav lynede det et stykke tid, og så skal jeg da lige love for, at der blev lukket op for sluserne, hold fast det gav vand. Det holdt dog igen, og vi fik lov at komme på plads igen.

Inden kampstart blev vi bedt om at rejse os og tage kasketterne af, og så blev der sunget nationalmelodi…….. en fantastisk stemning, når en dygtig sanger uden musik synger nationalmelodien, og 80.000 mennesker synger med.

Vi sad på de billigste pladser øverst oppe, men vi var glade for at vi sad der, for vi havde et rigtig godt overblik, og kunne se alle fire storskærme. Kampen bare lidt præg af, at det havde regnet, og at der også kom en ordentlig gang vand midtvejs, hvor efter det igen holdt, så det endte med at kampen til sidst blev rigtig spændende og god, med flere touchdowns.

Efter kampen var det med toget hjem, med skift et par gange, godt Rasmus kunne holde sig vågen, da jeg faldt lidt i søvn undervejs, men kl. var trods alt også 03, inden vi var tilbage på hotellet.