Planlægningen af vores tur til New York startede efter vores fælles tur til Florida, hvor vi var blevet lidt glade for det amerikanske kontinent. Dvs. planlægningen startede omkring slut april – maj.

Flybilletter:

På vores tur til Florida havde vi bestilt flybilletter gennem KLM, og det havde vi været meget tilfredse med. Især fordi de tilbyder billetpriser fra Billund Lufthavn til meget fornuftige priser. KLM samarbejder både med Air France og Delta airlines, og giver derfor gode forbindelser til rundt om i verden.

Da vi skulle til New York, gav det os mulighed for at prøve at flyve med Air France’s nye flagskib af et fly, den store A380’er, så det skulle jo selvfølgelig prøves.

Vores flyrute blev således:

Billund – Amsterdam – New York

New York – Paris – København

Overnatning:

Vi havde ikke de store ønsker om at hotellet skulle ligge på Manhattan og midt i centrum. Da vi skulle vælge hotel, var det vigtigere for os, at hotellet så rent og pænt ud, og at det lå tæt på en subway station og så var det et plus hvis der var mulighed for morgenmad på hotellet.

Vi fandt hotellet gennem www.booking.com (husk at tjekke om alle skatter + afgifter er med, ellers skal det ligges oven i den pris de opgiver). www.hotels.com kan også bruges (Her er der for det meste regnet skatter og afgifter med i prisen, så de viser en totalpris). Vi har brugt begge hjemmesider, og det har virket hver gang.

Vi boede på Best Western Plaza Hotel i Long Island City. Hotellet ligger ikke på Manhattan, men øst for på den anden side af vandet, men kun 2 stop med Subwayen fra Central Park. Fra hotellet til subway stationen havde vi ca. 200-300 m. Hotellet er nybygget fra 2009, og passede lige til vores behov. Der var nem adgang til subwayen, hotellet var rent og pænt, og der var morgenmad med i prisen. Morgenmad bestod dog for det meste at bagels, toastbrød og kager + kaffe og juice. Vi spiste morgenmad her hver morgen, og for at gøre det lidt mere spændende købte vi lidt mere pålæg og frisk frugt, så vi endte med at få en god solid morgenmad hver dag. Der er fladskærms tv og køleskab på værelset, så man har mulighed for at købe lidt ind. Det eneste minus ved hotellet er, at området ikke hører til det mest charmerende, men så længe man ikke går alene, er det ikke noget problem, da der er så kort mellem hotel og subway’en.

Der er ingen, efter vores mening “ordentlige” restauranter i nærheden, men vi havde stort set altid spist inde på Manhattan inden vi kom tilbage, eller havde taget noget med hjem, så det var ikke noget problem.

NFL-billetter.

Da vi jo skulle ind og se NFL på det nye Meadowlands Stadium, havde vi købt billetter hjemmefra, da vi ville være sikre på at komme ind. Vi købte dem gennem ww.ticketmaster.com. Vi købte dem af en med seasontickets, da man ikke kan købe billetter af selve clubben eller stadion, men skal købe af andre, der i forvejen har købt dem. Det fungerede fint, og de kom på mail et par dage efter de var betalt.

Esta

Da vi allerede havde en Esta godkendelse fra da vi var i Florida, som gælder i 2 år, var det eneste vi skulle gøre, at gå ind og rette hvor vi skulle bo den første nat, og så var det klaret, og vi havde dermed ret til at gå ombord på et fly til USA.